Giv selvværdet tilbage til de unge
DreamCoach er stolt af at være sponsor og aktiv bidrager til ”Skate-it-forward” projektet, som er en non-profit event.
Formålet med dette initiativ er at støtte de unge og give dem deres selvværd tilbage
Rigtig mange unge døjer i dag med et lavt selvværd og ’ondt i livet’. De tvivler på sig selv, holder personlig succes op imod det, alle de andre poster og liker på Facebook og Instagram: 12-tallerne, den perfekte krop, de mange venner, fede fester, fedt tøj, den rigtige kæreste osv. Og hvis de ikke føler sig på niveau med alt det, går det ud over selvværdet. Aldrig har så mange unge været ramt af stress, angst og depressioner som nu.
Det er vores vision at inspirere unge til at tage selvværdet tilbage – for det er DET værd.
”Skate-it-forward” er et initiativ som udspringer fra vores vision og fra håbet om, at vi kan starte en bevægelse, som motiverer andre til at fortælle de unge, at de er gode nok som de er.
Den personlige fortælling
”Du er god nok som du er”. Det Lyder overfladisk, selvfølgelig er jeg god nok som jeg er! Jeg er fantastisk, jeg har den rette krop, jeg er ikke for stor i størrelsen. Det tøj som bliver lavet af modeindustrien, passer jeg. Jeg bruger penge på hudpleje, makeup og de rette sko og tasker. Jeg er god nok, det ved jeg. Det siger mine venner også. Se hvor mange der er venner med mig på Facebook.
De ville jo ikke skrive tillykke til mig på min fødselsdag, hvis de ikke syntes at jeg var – bare i det mindste, god nok. Det er ikke fordi jeg er populær, men jeg er ikke en ”Loner”, for jeg har venner – mange faktisk. Jeg kan stole på dem og de kommenterer altid på Instagram. Jeg er god nok, for det får jeg hele tiden at vide – af andre. Men det betyder ikke, at jeg kan mærke det. Er jeg god nok hvis jeg ikke har alt det overstående? Er min egen eksistens – uden mine omgivelser eller handlinger stadig god nok?” – Johanne 20 år
Projektets vision
Johannes historie er et eksempel på det dilemma som mange unge står alene med i dag. Vi lever i en tid hvor hver fjerde mener det påvirker deres selvværd, at de har en ting ved deres udseende, som de ikke kan lide. I en tid, hvor identitet er en projektopgave eller et speciale der aldrig har en ende. Informationssamfundet og konkurrencesamfundet er noget, som unge mennesker skal tage stilling til, før de overhovedet er sikre på deres egne værdier.
”Skate-it-forward” er et initiativ som udspringer fra vores vision om at hylde de unge for at være den person de ER. Vi ønsker at starte en bevægelse, som handler om, at være et bidrag ved at sende sin positive energi ud i verden og på den måde give det videre til andre unge.
Formål for projektet
Det er vores formål, at bringe dette allerede diskuteret emne op igen, for at bevare opmærksomheden på dilemmaet for mange unge mennesker. Vi ønsker at rammerne for vores event skal være Friday Night Skate, som med sine i gennemsnit 400 deltagere, er det perfekte fællesskab at sætte fokus på sammenhold og slogans, som gør det muligt for unge at sige DET højt: ”Jeg er god nok”.
Det er vores ambition, at bevægelsen kan sprede sig til andre storbyer fra København, som en stafet vi sender videre. Det er vores håb, at eventet vil blive en øjenåbner for de unge på, hvordan de faktisk alene ved deres person bidrager med at være ”a positive force in the world”.